Efterårspleje af græsplæner og golfbaner

Nu er det tid til eftersåning af græs!

Først og fremmest skal græsplænen klargøres til eftersåning. Det gør man ved hjælp af en plænerive og gerne med en vertikalskærer. Det optimale er på kryds og på tværs med en vertikalskærer – det løsner mosset og giver samtidig luft til græssets rødder.

Efter man har gået med vertikalskæreren, river man alt det løse materiale sammen og fjerner det fra plænen. Nu er græsplænen meget modtagelig for både nye græsfrø og gødning. Små hulninger fyldes op med jord og rettes af med bagsiden af en rive og stampes godt. Frø sås ud og plænen gødes med en gødning med lavt indhold af kvælstof og højt indhold af kalium.

Hvis du skal bruge et læs muldjord til din egen plæne, har vi i Asserbo Golf Club netop modtaget en mængde ren jord til drivingrangen. Dog har vi fået lidt mere end forventet, og det vil vi gerne dele med vores medlemmer.
Du er velkommen til at komme med din trailer og hente et læs god muldjord, hvis du skal bruge det til din plæne.

Som medlem af AGC kan du også købe dine græsfrø til eftersåningen.
3 kg super plæneblanding koster 210,00 kr. – bestilling og betaling i Shoppen.
Blandingen består af 3 forskellige sorter Rødsvingel og 3 forskellige sorter Eng Rajgræs.