Sidste weekend bød igen på konkurrencegolf i DGU-regi efter en lang Corona-pause. Alle disse turneringer spilles fra scratch – altså uden handicap, og de tæller til DGU’s ranglister som udtagelse til diverse landshold.

Helt i top endte Bo Reinholm Jensen i Senior Tour II for aldergruppen 50+ efter runder i 67 og 72. Det er et fantastisk godt resultat af BO når man tager i betragtning at hele den danske seniorelite var på plads. Danmark ligger godt til internationalt i 50+, og Bo har nu spillet sig ind i kampen om en plads på EM-landsholdet senere på året.

I samme turnering i Mølleåen blev Frank Uldahl delt 2’er i 60+. Ligeledes et fornemt resultat som giver muligheder for at ende helt oppe på ranglisten her i 2020.

I Helsingør blev Karen Fredgaard nr. 8 i en meget stærk turnering med deltagelse af både de bedste professionelle og amatør kvinder i Danmark.  Karen fik vist at hendes 4-årige golfstipendiat på universitetet i Houston, Texas er velfortjent og at det har medført en klar fremgang i spillet.

I Frederikshavn blev Sofus Friedrichsen delt 8’er i DGU Elite Tour II for spillere under 22 år.  Et flot resultat af Sofus, som igen viser at hans fremgang de sidste par år fortsætter.

Lars Drejer