Half Open
I år spilles Asserbo Half Open d. 4. juli og igen i år er vi så heldige, at Mega Flex er sponsor.
Det er en kombination mange af klubbens medlemmer kender og holder af. Der er igen noget at glæde sig til.
Det plejer at være helt særligt hyggeligt.
Half Open er – som navnet antyder – en halv-åben turnering, hvor den ene spiller skal være medlem af Asserbo Golf Club og den anden spiller ikke må være medlem. Der er gubstart, så der startes på banens forskellige huller.
Turneringen spilles som Asserbo twosome stableford, der spilles på følgende måde:
Begge driver ud, og man vælger den bold, man ønsker at spille videre med som følger:
Par 3 huller: Efter drivet
Par 4 huller: Efter andet slaget
Par 5 huller: Efter tredje slaget.
Husk ved 2. og 3. slaget at skifte til den bold makkeren netop har slået til.
Altså: Man må aldrig slå til samme bold 2 gange i træk.
I lighed med tidligere år, tager turneringens sponsor forplejningen under spillet meget alvorligt og efter turneringen inviterer Mega Flex på grill-buffet i gården, hvor Restaurant Kaare serverer gode sager fra grillen – der kommer heller ikke til at mangle noget.
På præmiebordet vil der være præmier til dem, der kommer tættest hullet på alle par 3 huller og sponsorerne har desuden lidt ekstra præmier med til de dygtigste spillere.

