Mandagsgolf – status og events!
Først tak til Steen Mikael for et rigtig godt arrangement 12. juli for mandagsgolferne. Der var fyret op under grillen samt historier om maskiner, gødning, dollarpest, huller i taget, pin placeringer, og sluttelig fik vi demonstreret, hvordan man flytter huller på green. Annie blev udnævnt til ”præmie-pige”, og uddelte præmier til Lille Bane og Stor Bane – til sidstnævnte bidrog Steen med ca. 3,5 kg søbolde. Besøget er altid en succes!
De kommende mandage forløber efter sædvanlig plan, og primo august optager vi endnu et hold begyndere. Optagene i april, maj, juni og angiveligt også i august har alle ligget tæt på ”udsolgt”.
Flere af de nuværende mandagsgolfere nærmer sig spil på Stor Bane, som giver anledning til at repetere, at herrer starter på SHP 34, damer på SHP 41. Man kan (uanset GolfBox udskrifter) ikke starte højere på Sort Tee. Man går ned i SHP derfra (hvis resultatet er dertil); men aldrig over. Ambassadørerne hjælper som sædvanlig.
Vi betoner vedvarende Ready Golf, men bidrag gerne selv til at ambassadørerne også demonstrerer brug af pitchfork, ”lukke igennem”, ikke køre mellem bunker og green, ikke træde i puttelinie osv.
Kalender
Den 23 aug. afslutter vi formelt sæsonen. Denne mandag spiller også ambassadørerne med (evt hold-opgør mellem begyndere med fuldt SHP og ambassadører) efterfulgt af fælles middag (á la Tom) og præmieuddeling.
Herefter er der yderligere 2 spilledage – nemlig pokalopgør mod begynderne fra Ree golfklub. Det er Flemming Nielsen der er arrangør og afvikler spil hos os den 30 aug og re-match hos Ree golf den 8 sept. Det er vigtigt at I er klar til at tage kampen op med Ree folket, og bringe pokalen til Asserbo. Der spilles på Par 3 banen, og alle (nye) begyndere, samt alle der har erhvervet kørekort i 2021 kan deltage. Mere følger senere fra Flemming (bl.a. ved samlingen den 23 aug).