I denne weekend fik vi afviklet 3. og 4. spillerunde i Danmarksturneringen. Vores eliteafdeling består af dameholdet i 2. division, Herre 1 i 1. division, Herre 2 i 4 division og Ung1 i Elitedivisionen, og alle hold var i kamp både lørdag og søndag.
Det samlede resultat blev 3 sejre og 5 nederlag, hvilket godt kan lyde skuffende, men alt i alt var det en rigtig god golf week-end for AGC.
Tanken med vores ungdomshold i Elitedivisionen har været, at de med tiden skulle levere spillere til Herre 1. Derfor var det dejligt at se, at 4 af de spillere, som i sidste sæson spillede kampe på ungdomsholdet, i denne weekend var med på Herre 1.
Sebastian Gorski, Axel Parkhøj, Anton Kaspersen og Laurits Schmidt Nielsen supplerede på fremragende vis de mere erfarne spillere på Herre 1 i form af Lasse Jensen, August Sidal Svendsen og Frederik Rykind Blarke.
Lørdag spillede Herre 1 på udebane mod Fredensborg og efter formiddagens foursomes var stillingen 3-3. Eftermiddagens singler var tætte helt hen mod slutningen af matchen, men AGC vandt den samlede match med 11-7.
Søndag virkede på forhånd til at være en svær match på udebane mod Simons, som vandt over AGC i Asserbo i første spillerunde. AGC er traditionelt stærke i foursomes, og var også foran 4-2 da holdene gik til frokost. Singlerne blev meget nervepirrende. AGC var klart oppe i et par af de første singler, men efter en nervøs afslutning blev begge singler delt. Til sidst var det op til vores styrmand Lasse Jensen, at sikre en lidt overraskende sejr til AGC på 10-8. Imponerende.
Herre 1 fører nu rækken inden de to sidste spillerunder. Holdet kan komme i oprykningsspil, men er under alle omstændigheder sikret en plads i 1. division i 2026.
Ungdomsholdet var på 2 svære opgaver på udebane i Hillerød og på hjemmebane mod Smørum. Den positive fortælling med de 4 spillere på Herre 1, har selvfølgelig betydet, at Ungdomsholdet på papiret ikke er helt så stærkt som i de tidligere sæsoner. Det blev også til klare nederlag både lørdag og søndag på henholdsvis 7-5 og 9-3. Det skal dog bemærkes, at der i perioder blev leveret ganske fint spil af vores spillere.
Ung1 skal levere nogle stærke resultater i de to sidste spillerunder, hvis nedrykning skal undgås.
Det er desværre udfordringen i AGC, at vi ikke får tilstrækkelig tilgang af helt unge golfspillere. Så derfor stor opfordring til dem som læser disse linjer, at tage børn, børnebørn, skolekammerater osv. med ned i Asserbo Golf Club for at se om ikke golf, kunne være den sportsgren de skal bruge deres fritid på.
Vores damehold var på besøg i Furesø lørdag og Royal Golf om søndagen. Lørdag blev det et knebent nederlag på 5-4 efter sejre til Christina Jønson og Carina Vagner. Søndag blev det ligeledes til et nederlag på 5-4 efter sejre til Henriette Seehusen og Heidi Sylvest.
Der venter vores damer en spændende weekend efter sommerferien, hvor det både kan ende med nedrykning og oprykningsspil.
Herre 2 var startet med 2 sejre og fulgte op med en 3. sejr om lørdagen på hjemmebane mod Frederikssund. Den sidste foursome med Holdkaptajn Bo Reinholm Jensen og Henrik Ekstrøm lukkede matchen med en samlet sejr på 6,5 -5,5. Der var også en sikker sejr i single til Lauritz Fredgaard.
Søndag var det på udebane mod Mølleåen, og her løb holdet ind i årets første nederlag, som blev på 9-3. Holdets eneste sejr blev sikret af den erfarne foursome bestående af Jackie Larsen og Claus Rydahl.
Herre 2 ligger fortsat på førstepladsen, og har gode muligheder for at indfri ambitionen om at rykke op i 3. division.
Beretning fra Dameholdet:
Denne divisionsweekend bød på 2 udebane kampe for dameholdet.
Lørdag går turen til Furesø. Holdet består af Nanna, Christina, Carina, Daniella og Heidi.
Nanna teer ud i 3. singlen, Christina i 2. single og Carina i 1. Single. Foursome var Daniella of Heidi.
Nanna spiller solidt og har Lykke på bagen. Det var et godt træk da modstanderen også har caddy på. Nanna må se sig slået 16. hul med et nederlag på 3/2.
Carina cruiser der ud af og inkasserer de første 2 point med en sejr på 3/2. Christina arbejder lidt mere for sejren og vinder på 18. hul.
Foursomen finder aldrig rytmen og må se sig slået på 15. Hul og taber 4/3.
Søndag bliver det til en lidt længere køretur til Royal.
Dagens hold er Nanna, Christina, Henriette, Daniella og Heidi.
Vi ændre opsætningen og ryster posen.
Henriette lægger ud i 3. singlen og stryger afsted uden at se sig tilbage. Hun holder bolden lige i banen og har en dejlig varm putter. Hun takker for kampen på hul 14. Sikker sejr 6/4! Heidi spiller en sikker sejr i hus og vinder 5/3.
Christina kommer igen ud på 18, men denne gang må hun ærgerligt se sig slået.
Foursomen arbejder hårdt for pointene men må se sig slået på 17 green. 2/1.
Det er aldrig sjovt at tabe, men vi syntes, at der er kommet meget læring til Nanna, der gør det godt og fik mere blod på tanden efter Foursomen, som kræver en helt anden mindset at spille, især når det er makkeren der skal “rydde op” efter en mindre godt slag. Hun var meget overrasket over hvor anderledes det er at spille foursome.
Det var storslået at Henriette kunne træde til, vi er godt presset på aktive spillere, så hun gjorde en kæmpe forskel ved at byde ind, og så med en stor sejr:)

