Tilmeldingen starter på torsdag kl. 20!

Gennem sæsonen har klubbens greenkeepere tilbragt timevis med at klippe græs, tromle greens, trimme beplantninger, rive bunkers, beskære træer, feje fliser, så græs, grave huller og dække dem til igen.

Imens har de tænkt kreative tanker og nu er de igen klar til at invitere klubbens medlemmer til en ganske særlig turnering hvor de sædvanlige retningslinjer er sat ud af spil og man ikke ved præcis hvad man kan forvente, udover en turnering i absolut særklasse.

Præcis hvilke løjerlige påfund og spændende udfordringer greenkeeperne og turneringsledelsen i skikkelse af den skrappe clubmanager, har udtænkt, afsløres først på selve dagen, men vi tør godt love en anderledes og ganske særlig baneopsætning og det ligger fast at du helt sikkert aldrig har spillet banen i Asserbo på dén måde før!

Matchen afvikles lørdag d. 15. oktober, formentlig over ca.12 huller rundt om Greenkeepergården.

Der er en deltagerbegrænsning på 64 personer og eftersom der plejer at være rift om pladserne til denne turnering anbefales det at være vaks ved tasterne, når tilmeldingen åbner i golfbox torsdag d. 15. september klokken 20.

Programmet for dagen ser cirka således ud:

Fra kl. 8.30: Tjek ind og stående morgenmad på Greenkeepergården, Vejleholm, Elmegårdsvej 20.
Kl. 9.30: Gunstart
Fra kl. 10.30: Baneservice med forskellige former for trøst og opmuntring. Måske lidt hån, hvis man har fortjent dét.
Ca. 13.30: Frokost på greenkeepergården og noget at drikke til.
Ca. 14.00: Præmieoverrækkelse.

Ret til justeringer, ændringer og overraskelser forbeholdes.

Turneringen er åben for klubbens medlemmer.
​Matchfee inklusiv forplejning og god stemning er 200,- kr. – vi bruger hele beløbet på mad, drikke, hygge, sjov og præmier.

Tilmelding via golfbox

Små og store sponsorgaver til præmiebordet modtages i sekretariatet med tak og begejstring.

Husk din humoristiske sans og din pitchfork!