Små lempelser til udendørsaktiviteter
Pr. 1. marts 2021 bliver der løsnet lidt på restriktionerne og forsamlingsloftet hævet, så man igen må være op til 25 personer forsamlet i forbindelse med udendørsidræt.
Det betyder at når vores trænere vender tilbage mandag d. 1. marts, kan der igen afvikles holdtræning, og man må gerne være mere end 5 personer forsamlet på range og indspilsområder.
Man skal naturligvis fortsat holde god afstand og blive hjemme, hvis man ikke føler sig rask.
Indendørsfacilliterne er fortsat lukkede, klubstuen er lukket og selvom toiletter og omklædningsrum er åbne – husk mundbind – må man ikke tage ophold der.
Heldigvis er gården som altid et dejligt sted til en lille pause, sammen med dem man har spillet med og på fornuftig afstand, i frisk luft og en solstråle efter en god runde golf.
Desværre må vi undvære Tom og Julie lidt endnu. Restauranten skal fortsat holde lukket og vi håber nu på at de får lov til at åbne efter påske.
I forbindelse med Åbningsturneringen laver Tom og Julie pop-up grill-take-away ved hytten, hvor turneringsdeltagere og måske også sultne forbipasserende, kan få mulighed for at købe noget at drikke og snacks fra grillen.
I starten af marts påbegyndes udgravning til buggyskur og Teebox. Buggyskuret forventes færdigt d. 1. april og 4 ekstra buggyer er på vej til at transportere medlemmer og gæster rundt på golfbanebakkerne denne sommer.
Teebox’en er blevet lidt forsinket på grund af nedlukning af indendørsaktiviteter og corona, men vi gør pladsen klar til den kan leveres og ser frem til at have gavn af den til næste vinter.
Shoppen må åbne igen fra 1. marts og det bliver derfor atter muligt at indkøbe sine nødvendigheder, mens vi glæder os til at modtage alle de nye varer og pakke dem ud og gøre butikken klar til sæsonstart med spændende nyheder og gode tilbud fra d. 1. april.