DGU hylder hverdagens golfhelte – i samarbejde med GF Forsikring

Dansk Golf Union hylder hvert år, i samarbejde med GF Forsikring, hverdagens golfhelte med en pris til dem, der har gjort en ekstra frivillig indsats for den lokale golfklub.

Nu har du mulighed for at nominere lige præcis den frivillige, som du synes fortjener en anerkendelse, som en af Hverdagens Golfhelte i 2023. Du kan her finde formularen hvor du kan nominére lige præcis den hverdagens golfhelt, som du synes fortjener en ekstra anerkendelse.

Nomineringsfasen slutter d. 30/6 2023.

Du kender dem sikkert allerede: Dem, der bruger et par timer hver weekend på at tømme skraldespandene ude på banen – eller den erfarne golfspiller, som helt frivilligt hjælper nybegynderne med tips og tricks til at blive en god golfspiller. Kort sagt de frivillige ildsjæle, der skaber sammenhold, gode stunder og får det hele til at løbe rundt i den lokale golfklub. Det er dem, som DGU vil hylde med en pris.

– Næsten alle golfklubber landet over er dybt afhængige af de mange gode frivillige kræfter, der knokler for at få det hele til at hænge sammen i den lokale golfklub. Prisen er et lille klap på skulderen til dem, der gør en ekstraordinær indsats, og som samtidig er med til at skabe et fællesskab omkring golfklubberne, udtaler Søren Hvid, kommerciel ansvarlig hos Dansk Golf Union.