I dag har solen skinnet og selvom dagen startede med et par frostgrader og rimtåge, så kribler det utålmodigt i golfhjerterne rundt omkring og banen ser rigtigt godt og grøn ud.
Igen i år håber vi på at kunne åbne sommerbanen omkring 1. april, men der går ikke en smuk forårsdag som denne uden at greenkeeperne bliver spurgt, hvornår sommerbanen åbner og det er en af de hyggelige ting ved at arbejde i en golfklub.
Det er ikke for spændingens skyld, at vi ikke har præsenteret en specifik dato, men fordi vejrudsigten endnu er for usikker til at sige noget sikkert om hvordan marts måned udvikler sig.
Græsset begynder at gro, når jordtemperaturen ligger stabilt omkring 7 grader og den kommende uges vejrudsigt ser foreløbig lige rigeligt kølig ud.
Vi vil gerne bede om et par uger med solskin og tørvejr, så der kan komme gang i græsset, men vi begynder at klippe hvor vi kan, med fokus på greens, så snart vi kan, og det kan vi desværre ikke når der er frost om morgenen.