I sidste uge blev forsøget med den fælles spilledag om torsdagen evalueret af repræsentanter fra klubber i klubben, sammen med clubmanager Annie Christensen og bestyrelsesmedlem Carsten Klog.

Både herre- og dameklubbens er tilfredse med årets forløb og den fælles spilledag har fungeret godt.
I dameklubben har nogle medlemmer haft vanskeligheder med at flytte dag i forhold til deres andre aktiviteter, men generelt er der taget godt i mod ændringen. Dameklubben har cirka samme antal medlemmer i 2024 og i 2023.
Herreklubben har oplevet en god tilgang af nye medlemmer i år, men erkender at de måske mister nogle medlemmer i den kommende sæson, fordi det ikke længere er muligt at spille med faste spillemakkere den ene torsdag efter den anden.

Der har været enkelte eksempler på, at de to klubber har løbet hinanden op i forbindelse med de fælles gunstarter, hvis den ene klub har spillet i et format, hvor spillet blev afviklet hurtigere end den anden. Herre- og dameklubben har aftalt en dialog om at forsøge at koordinere spilleformerne hvor det kan lade sig gøre i den kommende sæson med forbehold for, at herreklubbens medlemmer primært spiller stablefordturneringer.
Der har været enkelte møder på 10. teested, hvor medlemmer udenfor klubber i klubben har overset beskeden i Golfbox om klubber i klubbens fortrinsret fra klokken 8.30, men for det meste er det gået uden problemer, at starte på hul 10.

Spisningen og det sociale samvær efter de fælles gunstarter har af forskellige grunde været lidt kaotisk, og det er et ønske fra begge klubber at sidde og spise hver for sig i den kommende sæson. Restauranten vil gerne være behjælpelig med at anrette to buffeter, så det kan lade sig gøre på en god måde og planen bliver formentlig at skiftes til at spise i gården og på terrassen når det er godt vejr, på samme måde som man skiftes til at starte på for- og bagni.

Det kan konstateres at der har været nogen ekstra aktivitet på banen på de nu frigivne fredag formiddage, hvilket også bemærkes af restauranten.
I år kunne herreklubben lægge årets åbne herredag på en fredag og derudover har små og mellemstore selskaber fra andre klubber benyttet sig af muligheden for starttider om fredagen, men også vores egne medlemmer, der ikke er medlem af klubber i klubben, har benyttet de nye muligheder for at booke tider om fredagen.