Så har vi strikket en midlertidig model sammen for Mandagsgolf, som overholder de senest udmeldte restriktioner fra regeringen, DGU og bestyrelsen. Vi forventer, at følgende model er i spil frem til d. 8 juni:

Der er intet gebyr for deltagelse.

Der er som følge heraf heller ingen præmier.

Der er ingen samling i gården efter spil – alle går hjem.

Kun tilmelding via Golfbox er mulig – åbner onsdag 13 maj.

På spilledagen (dvs før ankomst) kender vi antallet af:

  • Spillere på Lille Bane
  • Spillere på Stor Bane (må kun tilmeldes, hvis man har ”bestået” Lille Bane)
  • Antal Ambassadører (ca 1:3)

 

Ambassadørerne samles i gården senest kl. 17:20 – der vil sandsynligvis være tale om 4-7 personer.

Spillerne ankommer i intervallet kl. 17:30 til 17:45, og Stor Bane tager opstilling ved Golfbag-rummene, mens Lille Bane tager opstilling i Porten – begge rækker holder 1 m afstand. I vil blive mødt af en Vært for Mandagsgolf. Værten vil straks efter ankomst tildele spillerne et (blankt) Scorekort samt et Tee-sted og en Ambassadør, som herefter forlader gården. På denne måde SKAL vi holde personantallet i gården nede under 10. NB skulle der sidde spisende gæster i gården tæller de ikke med i 10-personers grænsen (det er restaurant-gæster og ikke en forsamling) !

Spm til scorekort, herunder HCP og fordeling af slag tages med Ambassadøren på Tee-stedet. Hvis man er i tvivl om systemet, kan man få udleveret den nye folder: ”Guide for Begyndere i AGC” (som beskriver alt om Kørekort, HCP og SHCP).

Hvis der er optræk til mere end 10 personer, bedes Ambassadørerne trække ud mod buggy-parkeringen.

Regelundervisningen er suspenderet (medmindre der på Lille Bane eller Stor Bane er under 10 tilmeldte). Regler og etikette behandles i stedet løbende undervejs med Ambassadørerne.

Er der spillere, der skal have Kørekort-underskrifter (fx har gået Lille Bane under 30 slag), må disse vende tilbage til gården for Værten’s underskrift.

Mandag d. 18 maj vil undertegnede og Annelise være Værter for arrangementet.

Har man allerede erhvervet Golfkørekortet vil vi bl.a. af hensyn til forsamlingsgrænsen henvise til deltagelse i Club 36+ indtil vi er i normal drift.  Club 36+ starter onsdag d. 20 maj.

For fremtidige ”Midlertidige afviklinger af Mandagsgolf” – dvs frem til vi går i ”normal” drift, vil jeg fra gang til gang sørge for at udnævne en Vært. Pt regner vi med, at ”normal” drift starter d. 8 juni.

 

Vel mødt og på glædeligt gensyn…

Stig