World handicapsystemet (WHS) revideres pr. 1. april 2024.
Det er nu 4 år siden at WHS blev introduceret på verdensplan, og nu får vi de første justeringer. Disse træder i kraft pr. 1. april 2024.
Der er to formål med revideringen, dels at en større gruppe af golfspillere kan få et handicap, dels at alle spillere kan få et mere retvisende handicap – ikke mindst for spillere, der hovedsageligt spiller 9 hullers runder.
Den største ændring er nok, at der fremover kan rates 9 hullers baner helt ned til 685 meter, og 18 hullers baner ned til 1370 m. Det betyder at par 3 baner fremover kan rates.
Har man kun en 6 hullers bane, kan denne også rates ved at “genbruge” 3 huller som henholdsvis hul 7, 8 og 9, så vi logisk set har en 9-hullers bane.
Hvis vi får vores par 3 bane ratet, betyder det, at vi alle får et retvisende spillehandicap på par 3 banen, ligesom vi også kan få justeret vores handicap ved spil på denne (forudsat vi spiller de rigtige 9 huller).
For spillerne er der ellers ikke meget nyt, der skal gøres. Alle runder, der er spillet efter golfreglerne og i et tilladt spilleformat, skal, som i dag indberettes til handicapregulering. I kan finde flere detaljer om dette i Regel 2 i Handicapsystemet. Selve handicappet er stadig gennemsnittet af de 8 laveste af de sidste 20 beregnede handicapresultater. Der vil blive nogle justeringer på brugergrænsefladen i Golfbox, men det får vi nok at se omkring 1. april 2024, når ændringerne træder i kraft.
Fremover skal alle baner have en Course Rating (SR) og Slope Rating (SL) for hver 9 hullers sløjfe. Spilles der 18 huller, bliver CR summen af ratingen for de spillede sløjfer, mens SL bliver gennemsnittet. Jeg forventer, at man fremover i Golfbox på en eller anden måde skal angive, om man spiller en 9 eller 18 hullers runde.
Der er en ny formel for beregning af handicapresultatet, når der spilles 9 hullers runder. De ovenfor nævnte CR og SL for 9-hullers sløjfen benyttes til at beregne et 9-hullers handicapresultat. Dette skal skaleres op til et 18-hullers handicapresultat.
Indtil den 1. april beregnes dit 18 hullers handicapresultat for en 9 hullers runde ved, at du får 17 point på de sidste 9 huller.
Efter 1. april sættes handicapresultatet af de ikke spillede huller som et forventet handicapresultat over 9 huller på en standardbane, hvorefter det kombineres med handicapresultatet af de spillede 9 huller.
Dette beregnes ud fra forventet handicapscore som er fremkommet gennem statistiske beregninger. Kort og upræcist: Den forventede score er dit handicap + en procentdel af dette + ca. 2,5 slag. Du forventes altså at spille tættere på dit handicap jo lavere handicap du har. (Den rigtige formel er formentlig handicap *1,04 + 2,4)
I Handicapreglerne for 2024 hedder sidste afsnit ”DGU Handicapbeslutninger og FAQ”. I underpunktet ”D-Forventet Handicapresultat/1” findes en tabel med point (handicapresultat) for ikke spillede 9 huller for spillere med handicap 0 til 54.
Handicapresultatet for afbrudte runder, dvs. 18 hullers runder, hvor der kun er spillet mellem 10 og 17 huller, afgøres på samme vis som ved spil af 9 hullers runder. Der beregnes et handicapresultat for de spillede huller ud fra disses ratingværdi. De ikke spillede huller forventes spillet til en værdi, som er beregnet ud fra spillerens handicap og en standardbane. I handicapreglerne findes link til tabeller med disse værdier. Disse kan findes i samme afsnit, som refereret ovenfor.
Det er også værd at bemærke at en Par/Bogey turneringer er nu handicapregulerende. Til handicapberegningen omregnes resultatet til stableford point efter skalaen: delt hul (”0”) svarer til netto birdie, tabt hul (”-”) til netto bogey og et vundet hul (”+”) til netto birdie. Ved indtastning i Golfbox af de brugte slag, vil dette blive beregnet automatisk.
Her er et link til Handicapreglerne på DGU’ hjemmeside.