Selvom foråret har været både koldt og også lidt for tørt efter chefgreenkeeperens mening, er klippesæsonen startet, græsset gror og der kan klippes smukke striber de fleste steder.
Der er fortsat fokus på greens, der stadig har skader efter vintersygdomme og på grund af de lave temperaturer, går det ikke så stærkt med vækst og spiring. Greens topdresses hver 14. dag og eftersåes løbende og når foråret forhåbentlig snart bliver lidt lunere og bringer jordtemperaturen op på 13 grader, følger resultaterne af arbejdet efter.
Også fairways er under behandling. De er meget kompakte, så når der er tid i overskud, luftes vækstlaget gennem vertidræning. Det er en langsommelig affære, og de mest udsatte områder behandles først. Sideløbende eftersåes på de slidte steder på fairways, så der er frø i jorden klar til spiring ved 13 graders varme.

Der er en del bunkers, der trænger til ekstra sand – dette arbejde udføres også løbende, når der er tid mellem klipningen af banen.