Maj måned endte med at blive den sjette tørreste maj i dansk vejrhistorie og i Asserbo kan vi også se, at vores bane begynder at ”skifte farve”.

Omkring 14 millimeter regn blev det til på landsplan – hos os fik vi kun godt 9 mm, da en smule regnvejr passerede d. 23. maj – og tørkeindekset er hos os nu på 9 i Nordsjælland.
Tørkeindekset er en vandbalancemodel, der hver dag estimerer mængden af vand til rådighed for planter. Indekset tager udgangspunkt i en jordvandsmagasinstørrelse, der er sat til 100 millimeter som middeltal for hele Danmark, men i praksis kan størrelsen af jordvandsmagasinet variere rigtigt meget selv indenfor et lille område, på grund af jordtype og planternes roddybde.

Ifølge DMI er tommelfingerreglen, at hvis tørkeindekset er på 9 som nu, mangler jordvandsmagasinet 90 millimeter vand, før det er fyldt op. Det er VIRKELIG meget regnvejr.

I tørre tider som disse er vi ekstraordinært glade for vores vandingsanlæg, den nye hovedledning, vandingsmulighederne på fairways og forgreens og den opgraderede vandføring omkring de ældste og mest udsatte greens.
Der er dog en begrænsning på hvor meget vand vi må bruge fra vores grundvandsboring og den mængde er slet ikke nok til at vande fairways op til saftigt grønt regnskovsgræs, men vi ruller vandtogene ud så ofte det er nødvendigt, for at holde græsset på fairways i live på de mest udsatte steder. Ambitionen er at vande nok til at græsset ikke går ud.
Greens vandes hver nat og teesteder og forgreens cirka hver anden nat – nok til at holde disse områder grønne og i vækst.

Ifølge meteorologerne er der ikke udsigt til regn de nærmeste 10 dage, så vi kommer nok til at lære at holde at synet af klippestriber i strågule toner på fairways i nogen tid.