1.marts startede et næsten helt nyt hold på greenkeepergården og de er nu ved at være helt oppe i fart med de sidste vinterarbejder frem mod sæsonstart.
Marts måned er gået med de sidste beskæringsarbejder og fældning af enkelte syge risikotræer, der kom meget under pres under stormene i februar. Greenkeeperne er nu næsten færdige med at fjerne grene og rydde op på banen og har nu pakket singleklipperen frem og er begyndt at pusle om sommergreens.

En del af greenkeeperne har også deltaget i demodage hos forhandlere og i andre klubber, for at sætte sig ind i branchens nyeste muligheder og tiltag.

Udover vores nye chefgreenkeeper, Andri, startede også en ny greenkeeperelev d. 1. marts. Det er Magnus Ørby, der tager de sidste 1½ år af sin elevtid hos os. Magnus er 37 år gammel og en habil golfspiller. Han startede sin elevtid i Rungsted, og har altså valgt at gøre uddannelsen færdig hos os.

I marts kunne vi også byde velkommen tilbage til vores ”gamle” mekaniker, Kjeld Frederiksen, der efter en kort afstikker til Lynæs Havn henover vinteren, nu er tilbage på værkstedet hos os. Sammen med to sommerfugle er greenkeeperstaben denne sommer, dermed på plads.

I den kommende tid klippes sommergreens med singleklipperen for lige at studse dem lidt, før jorden bliver varm nok til at de for alvor begynder at gro. Sommergreens bliver også gødet nu, for at vække dem til live igen ovenpå vinteren, så bliver de topdresset for at jævne dem af så de kan komme så godt i gang som muligt før sæsonstart. Så nu afhænger resten af vejret.