Klubmesterskabet og Gastorpokalen

Turneringssæsonen lakker mod slutningen, men selvfølgelig skal vi også i år have afviklet årets klubmesterskaber. I weekenden 28-29 august skal vi kåre årets absolutte klubmestre i damerækken og herrerækken.

Klubmesterskabet er de seje spillers turnering, for der spilles 36 huller lørdag, hvorefter de der klarer cuttet spiller 18 huller søndag. Der er plads til 18 damer og 42 herrer med et handikap på max 36. Ved overtegning vil spillerne med laveste handicap blive udtaget til startlisten. Efter lørdages spil får kun 6 damer og 12 herrer lov til at fortsætte til søndagens dyst om titlen som årets klubmester. Klubmesterskabet er slagspil, og vinderen i hver række er den bedste i bruttoscore.

Samtidig med klubmesterskabet spilles der også om den flotte Gastorpokal. Mr. Gastor – en velhavende englænder, der ferierede i Arresøhus tilbage i 1948-49, spillede Asserbos bane, var god ven af golf-proen og nogle bestyrelsesmedlemmer – blev så glad for sine oplevelser i Asserbo og på golfbanen, at han efterfølgende forærede klubben den flotte sølvpokal, som der er blevet spillet om siden 1950. Denne del af turneringen er også slagspil, men her er vinderen af Gastorpokalen bedste nettoscore.

Hvis du ikke selv føler dig kvalificeret til at spille med, er du velkommen til at bakke klubbens elite op, og se dem præstere det bedste de har lært.

De aldersopdelte klubmesterskaber vil blive afholdt i midten af september – men derom senere.