DM i hulspil for kvinder og mænd blev afviklet over 3 dage i weekenden med deltagelse af AGC-elitespillere  i begge rækker. Hos kvinderne viste Karen Fredgaard storspil ved at kvalificere sig til finalen, som dog blev tabt med 4/3 til stortalentet Amalie Leth-Nissen – der især på for 9 spillede formidabelt. Ingen skam at tabe til en modstander der starter med 7 (syv) birdies i træk. Karen selv var 3 under par efter 15 hul da finalen blev afgjort.

Inden finalen havde Karen vundet sin semifinale med 1/0, efter en særdeles spændende match. Og lørdag var der to sejre med henholdsvis 5/4 og 1/0. Især i anden runde kampen kom Karen stærkt igen efter at have været 3 nede. Birdies på hul 14,15 og 17 sikrede udligning og en par på hul 18 var lige nok til en kneben sejr. Så der blev fightet i 3 dage og det kastede en meget flot sølvmedalje af sig til Karen og AGC. Stort tillykke!!!

Hos herrerne havde DM deltagelse af 2 AGC spillere. Bedst gik det for August Sidal Svendsen, der nåede til 3 runde og dermed en placering som delt nr 9. I første runde vandt August en flot-flot sejr over Nicolaj Tinning på 20 hul og i anden runde blev det til en sikker sejr på 4/3. Et knebent nederlag på 2/1 i 3 runde blev dog endestationen for August – men den placering er bestemt godkendt. Victor Sidal Svendsen leverede også en flot storsejr på 6/4 i første runde. Anden runde bød desværre på det modsatte resultat og dermed farvel. Men også det er godkendt når man tager det meget stærke felt i betragtning.

I Holbæk blev der spillet en traditionsrig eliteturnering med deltagelse af 3 elitespillere fra AGC. 3 runder golf i et stærkt felt og med Sofus Friederichsen på en delt 15 plads efter en fornem sidste runde i 1 under par. Frederik Rykind-Blarke blev nr. 21 og Casper Gottlieb nr. 27.

Så samlet set endnu en flot weekend for elitespillerne i AGC.