Tag en ven med til “Spil-med”-dag!

Søndag d. 18. august inviterer Asserbo Golf Club til ”Spil med”-dag.

Salon Gaja i Liseleje er sponsor på denne hyggelige introduktionsturnering med løbende starter fra klokken 13.

Som medlem af AGC kan du invitere en interesseret ven uden registreret handicap med på banen til en hyggelig og sjov holdturnering.
Det er en enestående chance for at vise interesserede venner og bekendte vores fælles sport og en god undskyldning for endnu en god dag på golfbanen.

Og som noget helt specielt kan AGC i dagens anledning tilbyde vores gæster et introduktionsmedlemskab for resten af 2019 og hele 2020 for blot 2500 kr.!

Turneringen afvikles som en Texas Scramble med drop out over 9 huller.
​For udenforstående kan det lyde som en morgenmadsret fra en amerikansk diner, men dét er det ikke.

En Texas Scramble er en turnering for hold, med fire spillere på hvert hold.
Det vil sige at hvert hold består af to af vores etablerede medlemmer og to spillere uden handicap. Gæstespilleren må gerne være prøvemedlem eller på anden vis engageret i golfklubben, men han eller hun må ikke have et registreret handicap, og hensigten er at give en helt ny spiller en chance for at spille med i en turnering.
På hvert hul slår alle fire spillere ud, og man vælger den bold, der ligger bedst. Det sted bolden ligger markeres og holdets spillere – undtagen den, der slog den bold, som vurderes til at være den bedste (det er “Drop out”-delen af scramblen) – placerer hver deres bold her og slår deres næste slag herfra og så fremdeles på resten af hullet.

Der holdes regnskab med hvis drive, der vælges, for alle holdets spillere skal have valgt deres drive mindst to gange i løbet af de ni huller turneringen spilles på.

Holdet fører et samlet scorekort og tæller antal slag pr. hul. Vi sammensætter holdene, så handicapgennemsnittet – for de etablerede spillere – bliver tilnærmelsesvis det samme.

Tilmelding til turneringen foregår via Golfbox *klik*, hvor du tilmelder dig med dit medlemsnummer som sædvanligt og noterer din spillemakkers navn i kommentarfeltet.

Vi forestiller os at I kan deles om den etablerede spillers udstyr, men hvis I har brug for at få suppleret beholdningen, kan I låne lidt jern i shoppen og på dagen kan I få en ekstra håndfuld brugte bolde med på banen.