Mandag den 28. april mellem 15-17 får vi igen besøg af Valida Health som tilbyder TBE-vaccinationer til klubbens medlemmer.
Du har sikkert hørt om TBE-virussen, der florerer i flåter, som kan føre til hjernebetændelse samt forårsage langvarige neurologiske skader som lammelser, høretab og kognitiv dysfunktion. Der findes ingen kendte behandlinger for hjernebetændelse forårsaget af TBE-virus – derfor er det vigtigt at overveje om man skal vaccineres imod den.
Golfspillere opholder sig meget i naturen, og nogen går gennem højt græs bl.a. for at lede efter bolde, og derfor kan du være ekstra udsat for flåtbid. Du har måske også hund, som kan være en magnet for flåter, går ture i skoven, samler svampe eller går på jagt. Alt sammen er aktiviteter, hvor man bliver eksponeret for flåter.
I Danmark har de fleste tilfælde af TBE virus været forbundet med ophold på Bornholm, hvor TBE-virus og sygdommen har forekommet i over 50 år. Men siden 2018 er der også forekommet tilfælde andre steder i Danmark bl.a. på Sjælland.
Vaccinen mod TBE bliver givet som en serie på 3 vaccinationer.
De to første gives med mindst 14 dages mellemrum, og med disse to er man beskyttet i 1 år.
Den tredje gives 5-12 måneder efter. Når man har fået den, så er man beskyttet i 3 år.
I Asserbo Golf Club kan du få de tre stik:
· Mandage den 28.4 og den 19.5. april samt mandag den 2. marts 2026
· Alle tre dage mellem kl. 15 og 17.00
Prisen er 1800 kr. for alle 3 vacciner.
Betaling foregår online ved tilmelding.
Hvis du ønsker 1 enkelt vaccine for at vedligeholde allerede nuværende beskyttelse, er dette også muligt. Vælg blot “TBE-vaccination (1x)” ved tilmelding. Du kan ligeledes tilvælge andre vacciner, hvis du ønsker det. Vi anbefaler at forny stivkrampevaccination hvert 10. år.
Bemærk at hvis man er medlem af Sygeforsikringen Danmark, så får man automatisk 50% refusion.
Det betyder, at det kun koster 900 kr. i alt for 3 stik.
Tilmelding til TBE vaccination – klik her
Du kan også invitere venner og familiemedlemmer ved at videresende denne mail til dem.
Børn ned til 1-års alderen kan vaccineres.
Kontakt oplysninger
Har du nogle spørgsmål eller problemer med at booke en tid, kan du kontakte Valida Health på:
Tlf. 31 40 22 44 eller info@validahealth.dk
Vi gør opmærksom på, at Asserbo Golf Club intet ansvar har i forbindelse med vaccinationen, der tilbydes af Valida Health
Bemærk: Hvis der er medlemmer, der i sidste vaccinationsrunde betalte for 3. stik, der endnu ikke har fået det, kan de komme d. 28. april mellem 14 og 15 og få deres “sidste stik”.